Artikel

De fandt kærligheden i en helsekostbutik – så åbnede de deres egen i Hørning

Af Jannik Toft Friis

Rune og Camilla mødte hinanden første gang i Ren Kost i Aarhus. fire år efter blev de gift og åbnede deres egen økologiske købmand og helsekost på butikstorvet i Hørning. I september fejrer de tre års fødselsdag, men selv tre år efter åbningen møder de folk i byen, som ikke anede, at de eksisterede.

Tror man på karma eller skæbnen, kan man ikke undgå at blive draget af Rune og Camillas historie. I 2012 mødte de hinanden i en helsekost i Århus, hvor de begge var ansat, og pludselig slog det gnister mellem dem.

Fire år senere blev de gift, og kort efter slog de dørene op til Urtelauget på Nørre Allé 5 på butikstorvet i Hørning. Det var en hård men lykkelig periode, fortæller indehaver Rune Bæk Pedersen, der ikke tøver med at kalde åbningen af den økologiske købmand og helsekost for en drøm. Rune er født og opvokset i Hørning, og derfor var det specielt for ham, at det netop blev her, han slog sig ned som selvstændig.

”Jeg er opvokset her, så jeg følte, det kunne være sjovt at starte op her. Det er en by, som jeg kender, og som jeg ved har et stort potentiale. Den vokser, og der flytter mange børnefamilier til, og så ligger Hørning i et smørhul mellem Skanderborg og Aarhus. Så fra et iværksætter-synspunkt gav det også god mening at etablere os her”, fortæller 34-årige Rune, der deler tiden bag disken med hustruen Camilla.

Selv er han uddannet autoriseret helsekostvejleder og er udlært i helsekostbutikken Ren Kost, hvor Camilla også var ansat, da de mødte hinanden. Her arbejdede Camilla også med glutenfri bagning og har siden udviklet sig til lidt af en ekspert på området. De har begge arbejdet i branchen siden 2009. 

”Vi arbejder i en branche, der er i konstant udvikling og bevægelse. Derfor ligger det os meget på sinde at være ajourført med den nyeste viden. Det kræver mange timers nørderi, når butikken er lukket”, siger Camilla, der snart afslutter et kursus i Anatomi, Fysiologi og Patologi på sygeplejeniveau. Sideløbende med at passe butikken læser Camilla mellemøststudier og arabisk. Rent faktisk opstod idéen om den økologiske købmand i Hørning på en fælles (dannelses)rejse til Jordan i 2015, men det er en længere historie, man kan få, når man besøger parret i butikken.

Økologi er en livsstil

Det er ikke altid, at mennesker praktiserer, hvad de prædiker. Det er dog i høj grad tilfældet hos Rune og Camilla i Urtelauget. De lever og ånder for økologi, biodynamik og bæredygtig-hed, og det vil kunderne i butikken også mærke.

Alle varer på hylderne er nøje udvalgte, så kunderne slipper for at vende og dreje alting for at nærlæse varedeklarationen, som man ofte ser i dagligvarebutikkerne. Parret skal nemlig kunne stå inde for alt, hvad de sælger i butikken.

”Folk skal kunne hive alt ned fra hylderne velvidende, at det, de putter i kurven, er i orden. Vi har valgt de varer, som vi kan stå inde for, og det er noget af det, som adskiller os fra en almindelig dagligvarebutik. Vi er begge meget nørdede omkring ingredienser og fødevarer, og derfor er alt i butikken i orden”, siger Rune, der sågar har opkaldt sin knap et årige dreng, Burre, efter en urt. 

”For os er økologi en livsstil. Ja, nærmest en ideologi. Vi lever så godt som 100 pct. økologisk, så på den måde er det fedt, at alt, hvad vi lærer ved at arbejde med økologi og helsekost, er noget, som vi kan bruge i vores eget liv”, tilføjer han.

Vejledning og personlig handelsoplevelse

Nogle vil måske undre sig over, hvorfor man skal gøre sine indkøb i en økologisk købmand, når man kan købe en stor del af varerne på nettet eller i supermarkedet, men til tvivlerne har Rune Bæk et klart svar:

”Man skal vælge en butik som vores, fordi man får den rette vejledning og en god, personlig handelsoplevelse, og så fordi at man kan blive en lille smule klogere, end da man trådte ind ad døren. Vi tager os nemlig tid til en snak samt giver råd og tips, hvis man har behov for det. Det får man ikke, når man handler på nettet derhjemme”, fortæller Rune med et smil.

Den største udfordring er dog, at selvom Urtelauget i september fejrer tre års fødselsdag, så er der mange i byen, der ser forbløffede ud, når Rune fortæller dem, at butikken altså har ligget på hjørnet af butikstorvet i tre år. Han ser det som en lille udfordring, at butikken ligger i den ende af centret, hvor der er mindst trafik af forbipasserende.

Behov for nytænkning og flere kunder

Det kan måske ændre sig, når de nye boliger på Rådhuspladsen kommer. I hvert fald håber parret at kunne tiltrække lidt flere kunder, og de er ikke bange for at tænke ud af boksen – så er det spændende, om Hørning er klar til det.

”Vi overvejer at gøre lidt mere for bæredygtigheden, så kunder måske selv kan medbringe poser eller bøtter til nogle af varerne. Vi tænker meget i emballagefri løsninger til varer som f.eks. vaskemiddel, nødder og havregryn. Vi synes selv, at vi har fået en god start på butikslivet i Hørning, men vi har behov for at udvikle os yderligere samt tiltrække nye kunder, hvis vi skal overleve”, lyder det kontant fra Rune.

Han glæder sig dog over de positive strømninger i forhold til folks opfattelse af økologi og bæredygtighed, som har medvirket til, at mange flere tænker sig om en ekstra gang, inden de fylder indkøbskurven op. Det kan give en butik som Urtelauget øget opmærksomhed.

I uge 36 er der en rigtig god anledning til at besøge Rune, Camilla og lille Burre i butikken på Nørre Allé, da de fejrer fødselsdag med gode tilbud, konkurrencer, smagsprøver og spændende besøg fra diverse leverandører. Som et af de helt nye initiativer introducerer Urtelauget et bonuskort til kunderne.